Nyhedsbrev om dagens organisationsændringer og reduktioner

 
From: "AC-Tele" <ac-tele@PROTECTED>
Date: September 5th 2016

Kære AC'er i TDC

 

Som I nok allerede ved, er der i dag (5. september) gennemført en tilpasning af organisationen og samtidig er der desværre afskediget ca. 65 kollegaer i forskellige dele af koncernen. Det har været en svær dag for mange og vi udsender denne mail for at perspektivere ændringerne i forhold til AC-området.

 

30 AC-kollegaer er i dag opsagt

Det samlede antal reduktioner der er meldt ud er indeholdt i det tal for personalereduktioner, som TDC oplyste i forbindelse med fastlæggelse af budgettet for 2016. På AC-området har vi været orienteret om, at antallet af overtallige, ville ligge i omegnen af 30 personer for hele 2016. Udmøntning af reduktioner pr. overenskomstområde (Dansk Metal, LTD og AC-området) er et estimat baseret på tidligere år og TDC giver ikke ”garantier” for, at den fordeling holder.

Med de afskedigelser der er gennemført i dag, er ca. 40 AC-kollegaer blevet opsagt pga. overtallighed siden årsskiftet.

Som I måske husker fra vores nyhedsbrev i juni, er der i alt ansat knap 120 nye AC’ere i 1. halvår 2016, mens 90 kollegaer er stoppet (kollegaer der selv har søgt ud af TDC og opsagte). 

 

Bedre styring af personalerammer

Der vil være specialister som TDC kun kan få adgang til ved at ansætte dem udefra, men jeg er alligevel ærgerlig over, at det nu er nødvendigt at afskedige AC’ere i så stort et omfang, som det er tilfældet. Jeg tror, at nogle af de reduktioner der sker nu, kunne have været undgået, hvis der havde været udvist større ”rettidig omhu” og hvis der i bedre tid, havde været holdt igen med nyansættelser i visse områder. Det ville både være en fordel for TDC og for de kollegaer vi nu siger farvel til.

Vi er i HSU-sammenhæng blevet orienteret om overtalligheden og har her bl.a. aftalt, at vi dels mødes for at tale om muligheder for at sikre bedre styring af personalerammer dels at vi evaluerer den proces der har været i forbindelse med udmøntningen. I en virksomhed af TDC’s størrelse burde man planlægge bedre og i højere grad udnytte intern mobilitet frem for at mange forlader TDC og endnu flere skal hyres ind.

Da reduktionerne bl.a. er forklaret med forenkling, bortfald af dobbeltfunktioner og mindre koordinering må et væsentligt fokus i den kommende periode blive, at sikre at der reelt sker en prioritering af de opgaver der skal løses, så konsekvensen af reduktionerne ikke bliver, at vi skal løbe hurtigere.

 

Rådgivning og støtte

Tillidsrepræsentanter fra AC-Tele har stået til rådighed, som bisiddere ved alle afskedigelsessamtaler og ved de samtaler vi har deltaget i, har vi rådgivet og støttet de pågældende. I forbindelse med afskedigelsessamtaler ser vi ikke på, om man er medlem af en faglig organisation eller ej. Som tillidsrepræsentanter er vi valgt for alle på overenskomsten, men det er kun medlemmer der nu har mulighed for at søge juridisk assistance og rådgivning hos deres faglige organisation.

Jeg har selv deltaget som bisidder i dag og det har både være svært og chokerende for de kollegaer der er blevet opsagt, men mange ledere har også været påvirket af situationen. Generelt har lederne håndteret samtalerne på en god måde og de har været optaget af, at give deres medarbejder en ordentlig behandling.

De kollegaer der er blevet opsagt vil indgå aftaler om eventuel fritstilling med deres nærmeste leder.

 

TDC hjælper opsagte kollegaer videre

Som opsagt i TDC, har man adgang til forskellige gode tilbud og muligheder i opsigelsesperioden, der kan hjælpe en videre. Tilbuddet består af karriererådgivning, økonomisk støtte til kurser og uddannelse, intern jobsøgning, bistand fra PFA SundhedsCenter (anonym psykologhjælp) og uvildig økonomisk rådgivning.

 

Reduktioner i Operations

Som det fremgår af Medarbejderportalen i dag, er der startet en proces omkring reduktioner i Operations, men det præcise antal og fordeling på områder i Operations er endnu ikke endeligt fastlagt. Ræk ud til din nærmeste leder eller tillidsrepræsentant, hvis du har spørgsmål. Generelt har vores tillidsrepræsentanter i Operations talt for en hurtig afklaring.

 

Justering af organisationen

Det at vi rundt omkring har måttet sige farvel til gode og dygtige kollegaer er det, der har fyldt mest i dag, men organisationstilpasningen, som også er meldt ud, har et omfang som også påvirker mange. Omkring 500 personer er i dag orienteret om, at de flytter enhed, har fået nyt ansvarsområder, ny leder eller andet som påvirker deres jobsituation.

Uden at jeg her tager stilling til om de ændringer, der er meldt ud, er hensigtsmæssige eller bidrager til, at vi bedre kan lykkes med at nå de strategiske målsætninger, er jeg bekymret over, at der igen ændres i organisationen.

Ændringerne kommer i forlængelse af mindst tre store organisationsændringer det seneste års tid og mange i organisationen oplever, at vi aldrig rigtigt når at komme på plads og får dybdeimplementeret den ene organisatoriske ændring og dermed får skabt en performance, der er bedre end før, inden nye ændringer i vores struktur, roller og ansvar bliver besluttet. Vi har især savnet at man vurderer om en given ændring også får den tilsigtede virkning.

Jeg har i forskellig fora rejst den bekymring og håber at der på et tidspunkt bliver skabt mere stabilitet i organisationen.

Det påvirker både medarbejdere og ledere, men har også konsekvenser for kundetilfredshed og vores økonomiske resultater. Hyppige ændringer besværliggør, at vi får identificeret reelle optimeringsmuligheder. Vi når simpelthen ikke, at få skabt samarbejde/rutiner/systemer/processer der holder længe nok, til at vi for alvor kan pege på hvad der grundlæggende kan forbedres.

Selvom jeg er kritisk over, at der gennemføres endnu en organisationsændring, vil jeg opfordre til at alle bidrager til, at vi bedst muligt kommer over i en situation, hvor vi kender vores nye rolle og ansvar m.m. Herunder sikrer, at der bliver taget hånd om de opgaver, som eventuelt skal overdrages til en kollega.

Herudover har ledelsen et særligt ansvar for at præcisere de konkrete effekter man forventer at opnå med ændringen, så der etableres et fundament for efterfølgende at vurdere om de realiseres. I HSU-sammenhæng er det blevet aftalt, at der vil ske opfølgning på ændringen i de månedlige reviews med de enkelte forretningsenheder.

For nogle måneder siden, blev ”Lederguide til organisationsændringer”, som AC-Tele har bidraget til udarbejdelsen af, færdig. Læs eventuelt guiden her

Som AC’er i TDC kan du altid række ud til din lokale tillidsrepræsentant. Du finder kontaktoplysninger på os her

Til slut vil jeg opfordre alle til, at støtte og tage hånd om de kollegaer, som har det svært efter dagens udmeldinger.

 

Hilsener

Zanne Stensballe
Formand for AC-Tele
Mobil: 20 27 14 97

 

 

  • This mailing list is a private mailing list. There may be additional steps in order to join, and the List Owner controls who may leave the mailing list.
  • This mailing list is announce-only.

Denne liste anvendes til udsendelse af nyhedsbreve fra AC-Tele

Privacy Policy:

der er også en Privacy Policy ...

Go back to AC-Tele